Warning: Undefined array key "priv" in /customers/4/0/7/bjsnedker.dk/httpd.www/Kor/xcont.php on line 3 Warning: Undefined array key "priv" in /customers/4/0/7/bjsnedker.dk/httpd.www/Kor/xcont.php on line 5 Sangkompagniet
SANGkompagniet
Sangkompagniets historie
Arne Hartmann2012-10-07

Den 27. august 1987 stiftedes Roskilde Amtskommunes Kor i regi af Roskilde Amt under direktion af Otto Francker som et rytmisk kor. Samtidigt oprettedes et orkester, som oprindeligt skulle have været et bigband, men da der mødte frem en række violinister, 2 tværfløjter, 2 klarinetter, 2 cellister, 2 kontrabasser, 1 tubaspiller, 1 trompet samt 1 janitchar (som tidligere havde spillet i Tophat Boys på Fjordvilla), var der mere lagt op til et symfoniorkester, som koret skulle optræde med ved fremtidige koncerter, i stedet for et big band, som der var lagt op til.

Vi øvede 1 gang ugentligt - hver for sig - og som kor var Otto rimeligt tilfreds. Han havde et ret bramfrit sprog, som faldt enkelte personer for brystet, blandt andet korets formand, så efter en i øvrigt vellykket julefrokost blev Otto sagt op med øjeblikkelig virkning, fordi formanden ikke kunne godtage hans 1 øvrigt bramfri tale. Hos koret var hans standard talemåde f.eks., at hvis tenorerne ikke kunne nå de høje toner, var det bare at få hånden i lommen og klemme til, så skulle det nok gå.

Det var ikke noget formanden kunne goutere. (det var bare 1/2 år). Da vi mødte igen efter en kort ferie, havde vi fået en ny dirigent i skikkelse af Helmer Olesen fra bl.a. Tivolis Promenadeorkester. Han havde ikke rigtig erfaring med kor, men kom ret hurtigt efter det, og vi oplevede med ham - og orkestret nogle rimeligt gode koncerter på Amtsgården. Desværre havde formanden fået indført, at der skulle være et vist antal klassiske sange i vort repertoire, så vi kunne synge sammen med orkestret, hvor han i øvrigt spillede klarinet, og det var ikke altid lige i korets interesse, men han var temmelig opsat på at sådan skulle det være.

I øveaftenernes pauser sad vi som regel og småhyggede mens Helmer drak en alkoholfri pilsner, og det samme gjorde han på orkestrets øveaftener, men på et tidspunkt faldt det formanden så stærkt for brystet, at han fyrede Helmer - på grund af druk!!! På ny skift af dirigent! (Her gik der dog næsten 2 år).

Der var efterhånden sket en del udskiftninger i koret, så vi nu var en rimeligt sammentømret gruppe på ca. 30 - 35 medlemmer, og da vi så får en erfaren kordirigent - i skikkelse af Jan Poulsen - udviklede koret sig til et rigtigt rytmisk kor. Vi skulle dog stadig synge koncerter sammen med orkestret, som også havde fået ny dirigent, nemlig Al Damlund fra Musikskolen, men fik dog udviklet vort eget repertoire, så det kun var minimalt, hvad vi sang sammen med orkestret.

I en periode prøvede vi at samarbejde med andre kor, som f.eks. Sonuskoret fra Jyllinge (som vi havde 2 vellykkede koncerter sammen med) og et kor i Viby. Koncerten var god, men der kom kun 14 tilhørere, så vi var flere på scenen, ca. 30.

Så skete der en spændende ændring for både kor og orkester. Vi fik 2 gange årligt gæster fra en russisk musikskole, og det var virkelig nogle, der kunne spille. De kom fra en by ca. 40 km. fra Moskva. Den hed Zukovsky og var tidligere en lukket by med virksomhed koncentreret omkring flyudvikling. Den var nu åbnet, og nogle få udvalgte kunne få lov til at rejse udenlandsk, og da byen var udvalgt som "venskabsby", kunne de komme i kontakt med Roskilde, som så kunne nyde godt af deres besøg.

En pudsig ting, som vi oplevede, var at 1 deres fritid her, gik de på indkøb 1 byggemarkeder og købte isenkramvarer, de ikke kunne få 1 Rusland.

Disse besøg udviklede sig så i den retning, at i 1993 blev vi inviteret til at besøge dem i Zukovsky, og i juni måned rejste vi 12 fra koret og 12 fra orkestret (de bedste musikere) samt vore to dirigenter plus enkelte familiemedlemmer til Zukovsky.

Efter en langsommelig toldbehandling i den russiske lufthavn kunne vi endelig sætte kursen imod Zukovsky, hvor vi blev modtaget ved musikskolen af en delegation og en gruppe børn i folkedragter, som bød os på brød og vand (en udbredt skik 1 Rusland). Derefter blev vi budt velkommen og fordelt til vore værtsfolk, hvor vi skulle betale den fyrstelige sum af 25 dollars for de ti dages ophold med kost og logi.

Min baskollega og jeg blev indkvarteret hos Elena, en ung russisk pianistinde, og hendes far på 7. etage i et højhus. Da vi skulle op med elevatoren, var det meste af indmaden væk, og Elena fortalte, at det var meget almindeligt, at beboerne tog alt, hvad de skulle bruge, fordi de ikke havde råd til at købe det. Elevatoren virkede dog udmærket.

Om aftenen efter aftensmaden, skulle vi rigtig hygge med kaffe, cognac og vodka, og jeg tror nok, at vores værtsfolk samt en anden gæst havde i sinde at drikke os under bordet, hvilket ikke lykkedes, men vi syntes, at vi ville gengælde deres gæstfrihed ved at beværte dem med snaps og gl. dansk. Det var vores russiske værtsfolk, der lige pludseligt ville i seng, ja, gæsten måtte bæres op til sin lejlighed et par etager oppe.

Før vi rejste hjemmefra, havde vi fået at vide, at vi skulle synge og spille 7 eller 8 koncerter både i Zukovsky, men også i Moskva og i det russiske fjernsyn, men professoren, der skulle arrangere det, havde ikke check på tingene, så totalt sang vi 2 koncerter. 2 dage efter vores ankomst blev vi efter vores prøve, hentet af en bus og kørt ind til Moskva, hvor vi blev sat af ved Igor park. Vi gik gennem parken, som slet ikke kan sammenlignes med vores Tivoli - der er alt for få forlystelser - for at ende nede ved floden Volga, hvor vi blev sat på en turbåd, som sejlede os op i nærheden af Kreml. Vi gik over den Røde Plads forbi Mausolæet og om på den anden side, hvor vi blev vist ind i kongressalen, hvor de holder deres store møder. Vi blev placeret på en af sidebalkonerne, og til stor overraskelse skulle vi overvære to balletter af moskvaballetten.

Det var et godt træt hold, der vendte hjem til Zukovsky. Næste dag var vi på den igen. Igen ind til Moskva, men denne gang var det den meget berømte katedral - Njevskij - vi skulle se. Imponerende, næsten alt var beklædt i guld fra gulv til loft, og udendørs var kuplerne ligeledes klædt i guld. Derfra gik vi i samlet flok til det store malerimuseum, hvor kun en fjerdedel var åben, resten var under reparation, men vi fik da set alle de stor russiske malere. Men hvorfor er alle de afbildede så triste? Er det den russiske sjæl?

En af dagene, efter vores prøver, blev vi alle sammen hentet og kørt ud til et slot - Estrella - udenfor byen, hvor tidligere den sovjetiske elite var på kurophold. Der blev vi vist rundt. Vi så bl.a. de gamle fortidige toiletter, som bare var et hul i gulvet - lækkert. Efter rundturen blev vi vist ind i et stort lokale, hvor der var hængt gennemsigtige forhæng op i lofter på begge sider af rummet. Vi blev fordelt i begge sider af rummet med to tolke på hver side.

Det viste sig så, at vi skulle overvære et skuespil af ingen ringere end den rumænske forfatter Ionesco. Stykket hed "Kongen skal dø" og handlede om en stakkels konge, der var gift med en ond dronning, som simpelthen nægtede ham alt - også mad - hvilket fremgik af handlingen efterhånden, som stykket skred frem. Men på et tidspunkt udbryder han: "Men en kop kaffe kan jeg vel få", og det viste sig at være tegn til pausen. Op springer døren, og ind kommer to personer med to bakkevogne med kaffe, kage og glas, vel og mærke ikke kun til skuespillerne men også til publikum. Stor lykke. Efter pausen fortsatte spillet, indtil kongen endelig dør af sine lidelser.

Selvom vi ikke kunne forstå sproget, lykkedes det ved hjælp af tolkene at få det maksimale ud af spillet. Bagefter blev vi vist ind i et endnu større lokale, hvor der ved runde borde var dækket op til et nachspiel med en vis form for fortæring med tilhørende vin og vodka, hvorefter det var meningen at vi "spontant" skulle underholde hinanden. Koret gav et par eksempler på vores repertoire, og russerne blev forbavsede over at se vor dirigent sidde ved flygelet og spille mens han også dirigerede. Derefter gav orkestret nogle prøver på ældre danske melodier, hvorefter russerne diverterede med forskellige soli og samspil. Herefter viste et folkedanserteam fra skolen i et syngespil en historie om et bondebryllup iklædt egnens folkedragter.

I mellemtiden var skuespillerne fra før klædt om og deltog nu ivrigt i festen, hvor enkelte fra koret Annelise og Arne - med Jan ved flyglet og Al på klarinet gav et par numre hver, Annelise med bl.a. Otto Leisners Dansevise, og Arne med et par jazz-standards til stor fryd for russerne. Og så blev der danset folkedans, både russiske og danske og med deltagelse af næsten alle. Det var lidt af en oplevelse at se os danskere danse russisk folkedans men en endnu større at se russerne forsøge sig med de danske.

Næste dag var vi igen på Estrella for at give koncert, og der var stor jubel blandt de russiske tilhørere over både korets og orkestrets numre. Der var også orkesternumre, hvor også de russiske værtsfolk deltog. Dagen efter var vi i audiens hos byens borgmester, hvor vi - koret, hvilket vil sige vor formand - fik byens gave, og vi fik via tolke fortalt byens historie og lidt om hvordan man håbede byen ville udvikle sig i fremtiden.

Om aftenen havde vi fælleskoncert på skolen, hvor også vores værtsfolk med familier var mødt op, så der var fyldt godt op i salen. Også folkedanserne gav opvisning, og alt i alt var det en god koncert.

Efter koncerten var vi en del fra koret, der blev inviteret hjem til en af tilhørerne. Hun viste sig at være international hyggepianistinde, og med skiftevis hende og Jan ved pianoet og enkelte solister - igen de to A´er, havde vi en ganske hyggelig aften. Det viste sig i øvrigt at hun ejede et lille firma inde i Moskva, hvor vi var nogle stykker, der næste dag tog med hende derind, hvor vi købte nogle souvenirs med hjem.

Så blev det tid til afsked. Vi skulle hjem igen, men inden da tømte vi vore lommer for russiske småmønter, som vi gav vores værtsfolk, der var vel omkring 1000 rubler i alt - det svarede vel til ca. 10-20 kroner - men vores værtsfolk blev så glade, at vi til afsked fik en flaske vodka hver.

På vej til lufthavnen fik vi en ubehagelig oplevelse. I vejkanten lå et tildækket kvindelig - en nedkørt gående - men der var overhovedet ingen der bekymrede sig om dette. Alle kørte eller gik ubekymret forbi. Mærkeligt!!!

Efter endnu en lang paskontrol kunne vi i den lange ventetid besøge den i øvrigt velforsynede toldfri butik i ventesalen. Endelig kunne vi boarde det ventende Aeroflot-fly til hjemturen. Undervejs gik de ikke helt unge, men oversminkede stewardesser rundt og falbød smykker og ure, som der dog ikke var afsætning af. Turen havde kostet hver deltager 2.000 kr. plus hvad man havde med af dollars, så det må da siges at have været en billig tur.

I november måned samme år blev vi af Roskilde Amt inviteret på en syvdages tur til vor venskabsamt i Letland med rejse og ophold betalt. Rejseholdet bestod af 12 kormedlemmer, Jan Poulsen, vor viceborgmester samt 2 observatører. Vi blev rådet til at tage varmt tøj med, da det efter sigende var meget koldt på den tid af året. Efter en behagelig flyvetur landede vi i Rigas lufthavn, og efter en kort tur gennem tolden gik det med en lille bus de ca. 50 km. Til den by, hvor vi skulle have base.

Om det var koldt? Det må siges, da det viste sig, at der var minus 18 grader, og på en flod vi passerede, sad folk og fiskede gennem isen.

Vel ankomne skulle vi indkvarteres på det lokale hotel, hvor vi blev modtaget med en let frokost. Der var så koldt på hotellet, da varmeanlægget var gået i stykker, at vi måtte spise med overtøjet på. Efter en kort samtale med vore værtsfolk, blev det besluttet, at vi skulle bo et lille stykke uden for byen på en skole, som havde vinterferie og i øvrigt var opvarmet.

Vi sang 4 små koncerter rundt omkring i byen og blev så inviteret til en stor fest i anledning af 70-året for statens oprettelse som selvstændig stat. Det foregik i den lokale idrætshal, hvor der var ca. 3.000 tilskuere i den ene side af hallen. Efter en række opvisninger af forskellig art, sangkor, folkedans, gymnastik m.m., kom vi på som sidste nummer. Alle de øvrige optrædende, ca. 3.000 i alt, stod og sad på den modsatte side af publikum, så vi skulle altså optræde for 6.000 personer. Der blev rullet et flygel frem på gulvet, vi stillede os ved siden af, og Jan satte sig ved flyglet. Der gik ligesom en måben gennem publikum. At en dirigent ikke står foran sit kor, det havde de dog aldrig set. Vi sang et blandet repertoire af danske sange iblandet noget Louis Armstrong og andre rytmiske sange til publikums store jubel. Man kan vist roligt sige, at det var en stor succes.

Efter samlet afsyngning af Letlands nationalhymne, hvorunder byens borgmester gik rundt og takkede hver af os personligt, gik vi udendørs, hvor der var et stort festfyrværkeri som afslutning på en bemærkelsesværdig dag.

Dagen var dog ikke færdig for vort vedkommende, idet vi blev inviteret til et nachspiel på noget, der lignede et vandrerhjem. Der var sauna, som nogle benyttede sig af, hvorefter vi fik nogle snacks og lidt at drikke - rigtigt hyggeligt - og vi sang nogle af vore sange, og værtsfolkene divertere med lokale folkesange.

Næste dag skulle vi synge vor sidste koncert, men desværre var jeg blevet mavesyg med alt hvad det indebar af toiletbesøg m.m.. Da de andre kom tilbage belæssede med gaver fra vore værtsfolk - ja, rigtigt, jeg fik selvfølgelig ingen - ville de andre ikke i seng. De fortsatte med at feste i en sådan grad, at en af tenorerne friede til en af alterne og fik JA.

Dagen efter blev vi efter morgenmaden kørt den lange tur tilbage til Riga, hvor vi havde et par timer inden flyafgang til lidt sightseeing. Med nød og næppe undgik jeg en faldende snebunke fra et tag. Vi var inde i et stormagasin, men alting var temmelig dyrt, og jeg ved ikke, om der var nogen afsætning til vor flok. Efter en behagelig flyvetur, kørte vi i samlet flok til Amtsgården, hvor vi efter at sige farvel og tak for turen, drog hver til sit.

Tenoren og alten blev senere gift i Greve kirke, hvor vi fra turen deltog og sang for det "unge" par, hvorefter der blev inviteret på snacks og drinks hjemme hos dem.

Næste forår kom russerne på genvisit, vi havde en vellykket koncert, men så blev den danske del af koncerten kaldt til møde, fordi vor formand havde erfaret, at Jan havde haft kontakt til en af de russiske ledere om et nærmere samarbejde kor og russere imellem. Det faldt vor formand stærkt for brystet, for han var enerådende på alle områder, og kontakten til russerne skulle han nok sørge for.

Af samme grund ville han have fyret Jan og følte, at han havde opbakning fra orkestrets bestyrelsesmedlemmer. Jan rejste sig op og sagde, at formanden ikke kunne fyre ham, for han sagde selv op, hvorefter min baskollega og jeg, som også var medlemmer af bestyrelsen, sagde, at så gik vi også. Da vi forelagde denne udgang af mødet for koret, besluttede hele koret, på nær formanden og en pige fra Køge, at koret også gik fra amtet. Formanden var så enerådende, at han ene mand var medlem af foreningen Kor72, og at kun han vidste, hvad der foregik i denne forenings rammer.

Nå, hvad nu? Vi holdt senere et møde, hvor vi vedtog at fortsætte koret på Østervangskolen. Vi skulle finde på et nyt navn og efter en del debat, blev vi enige om at kalde det SANGKOMPAGNIET. Vi nedsatte en ny bestyrelse, hvor jeg blev formand - jeg kan ikke holde kæft - og koret fortsatte under Jans ledelse med mange vellykkede koncerter. Vi blev også medlemmer af Kor72 som enkeltmedlemmer, og fik på den måde alle relevante oplysninger om korsamlinger o. lign.

Gennem Kor72 kom vi til forskellige arrangementer, bl.a. var vi til et stort arrangement på Vig Højskole, hvor vi var alle Jans 3 kor, os og de to andre kor, som havde Jan som dirigent, i alt godt 100 personer, plus nogle fra andre kor. Vi deltog i alt ca. 130 personer i denne seance. Da vi kom ind i øvesalen, sad dirigenten - Jens Johansen - ved flyglet og slog takten an, mens han dirigerede de forskellige stemmer på plads. Vi blev delt op i 1. og 2. sopraner, 1. og 2. alter, 1. og 2. tenorer samt 1. og 2. basser, hvorefter han begyndte sin direktion af hver enkelt stemme for sig, indtil vi alle kunne stemme i med den første sang på seminaret Under African Skies, ottestemmigt. Imponerende. Vi prøvede også andre numre, kun afbrudt af frokostpause. Næste dag øvede vi det hele igennem inden en planlagt koncert kl. 16. Koncerten forløb glimrende, men fremmødet var ringe.

På et senere seminar i henholdsvis Skovlunde og Ballerup blev man delt op efter interesseområder på henholdsvis en dirigentklasse, en syng dansk-klasse, en almen klasse samt en jazz-klasse. Da min interesse er mest til jazz-sang valgte jeg selvfølgelig den klasse, hvor vi fik Hanne Rømer som instruktør. Hun fortalte lidt om sin baggrund, og det viste sig at hun gik i samme skole som mig - De Forenede Kirkeskoler, hvorfra Københavns drengekor stammer - så vi var næsten "i familie". Det bevirkede, at hun brugte mig som hjælpelærer i visse af de numre, vi øvede. En succesfuld koncert blev afholdt dagen efter i Baltorphallen med samtlige medvirkende, først enkeltkor-mæssigt, afsluttende med en samlet indsats, hvor jeg skulle lege krokodille.

Vi var også nogle stykker, der sammen med Jan drog til et rytmisk seminar i Odense med rimelig succes. På et tidspunkt averterede Kor72 med en masterclass på rytmisk seminarium med en kendt amerikansk dirigent og arrangør. Jan og jeg deltog. Instruktøren, jeg husker desværre ikke hendes navn, viste ved hjælp af en dansk sanggruppe eksempler på forskellige måder at synge rytmisk musik, hvorefter hun delte noder ud, som vi skulle synge direkte fra bladet. Det gik så godt at Jan kiggede på mig og spurgte: "Hvor pokker har du lært det, Arne?" Jeg tror, det var første gang, jeg imponerede Jan.

Det var en stor succes, så stor at året efter kom hun igen med et andet koncept, hvor enkeltpersoner kunne få instruktion i, hvordan de skulle behandle et givet materiale stemmemæssigt. Hun viste også - med hjælp af en anden vokalgruppe - hvordan man også kan bruge stemmerne uden musikledsagelse. Afslutningsvis samledes alle seminardeltagerne omkring flyglet, hvorefter vi blev bedt om at scatte til tonerne af All Of Me. Det var en sjov oplevelse, især fordi - af en eller anden grund - jeg blev bedt om at scatte 3 gange, hvor de fleste kun scattede to gange.

Vi havde under Jans ledelse flere vellykkede koncerter på Hotel Prindsen, men en øvedag sagde Jan, at han ikke kunne mere. 3 kor var for meget for ham, så han ønskede at drosle ned og kun have pigekoret. Så nu var gode dyr rådne.

Som formand påtog jeg mig den store opgave at finde en ny dirigent. Jeg kontaktede Kor72, hvor jeg fik navnene på 6 forskellige emner. Ingen af dem var interesserede, men den sidste, jeg snakkede med, henviste til et par personer på det rytmiske konservatorium, som muligvis ville være interessante emner. Jeg kontaktede dem begge, og de viste så meget interesse, at jeg inviterede dem begge til en øveaften på Østervangsskolen.

De kom, hørte og accepterede, da de nu var to, at gå for halv løn hver. Så de blev antaget med accept fra ROF, som var det forbund vi arbejdede under. Og de er her stadig, Lisa og Torben. Og dem har vi nu haft i femten år til december helt nøjagtig den 11. december.

Med dem ved roret - de seneste år kun Lisa, da Torben er blevet leder af ROF, og derfor kun trakterer klaveret hos os - har vi oplevet en kormæssig fremgang, som takket være et pragtfuldt engagement fra Lisas side, har betydet en entusiasme fra korets side, med deraf følgende kormæssige oplevelser for et efterhånden stort koncertpublikum, både når vi synger julekoncerter i Sct. Laurentii Kirke og forårskoncerter i bibliotekets store sal.

Som korets ældste og længst medværende medlem - jeg har været med helt fra første dag - vil jeg gerne sige tak for alle de trods alt dejlige oplevelser dette kor har givet mig, hvilket vel også fremgår af ovenstående beretning.